Wednesday, August 26, 2009

German Translation

DIE TOLLSTEN BRÜSTE DES WESTENS



Das International Writing Programm in Iowa machte uns mit Amerika aus einer Fülle völlig unvorhersehbarer Blickwinkeln vertraut. In einer Universitätszeitschrift bewarb eine Anzeige den „Night Dancer Club“: Neben dem üblichen Laufstall der vierzehn Stripteasetänzerinnen bot ein neuer Stern der Selbstentblößung, Candy Apples genannt, unter dem vielverheißenden Titel „Die tollsten Brüste des Westens“ eine Spezialshow. Wenn wir alle es als unsere Bestimmung auffassen, die Pyramiden zu bestaunen oder wenigstens einmal im Leben den Papst höchstpersönlich zu treffen, dann müssen die tollsten Brüste des Westens zwangsläufig dieselbe Bedeutung gewinnen. Nur und ausschließlich nur aus diesem Grund ging ich mit meinen Kollegen hin.

Der Hauptraum des Dancer Clubs war so gestaltet, dass man die Darbietung nicht verfehlen konnte – immerhin der Hauptgrund, um diesen Ort aufzusuchen. In der Mitte befand sich die von einem silbernen Pool gesäumte Bühne, auf der die Stripperinnen tanzten.
Candy Apples, der Star des Abends, war zwar nicht groß, doch dafür war sie herrlich gebaut. Und weil sie eben der Star war, war die Kleidung, derer sie sich zu entledigen hatte, um vieles kostbarer. Obwohl ihre Tanzeinlage nur von kurzer Dauer war, wurde ihre Bühne von zahlreichen Besuchern umlagert. Ganz anders als die anderen Mädchen hatte sie eine ganz spezielle Besonderheit in ihrem Programm aufzuweisen. Anstatt wie diese einfach die Geldscheine zu nehmen und sie in ihren G-string zu stecken, ergriff sie die Dollars mit ihrer Hand, faltete sie und stülpte sie über die Nase der Besucher. Dann presste sie ihre Brüste zusammen und zog die gefalteten Scheinchen von der Nase herunter. Sie machte das zielstrebig, elegant und überaus schnell.

Ich muss gestehen, dieser Versuchung konnte ich nicht widerstehen: Die herrlichsten Brüste des Westens pflücken von meiner Knollennase eine Banknote herunter. Es war das Ereignis meines Lebens – als würde ich von einer Mutter gehudert, stell es dir so vor, etwas Großes, Weiches, aromatisch Duftendes presst sich sanft und dabei heftig auf deine Augen. Wenige Momente später bist du um eine Banknote ärmer, doch um diese Erfahrung reicher.

Nach der Darbietung verkaufte Candy Photos von sich. An den Bildchen war ich nicht interessiert, doch über sie wollte ich mehr wissen. Als Schriftsteller ist man bekanntlich stets auf neue Erkenntnisse aus. Also stellte ich mich ihr vor, Candy wirkte recht freundlich. Dann prüfte sie eingehend meine Visitenkarte und rief plötzlich: „Slowakei! Wir sind fast Landsleute! Ich heiße Halyna und komme aus der Ukraine!“
Ja Freunde, bedauerlich, aber leider wahr, die tollsten Brüste des Westens stammen aus dem Osten.

Aus dem Englischen von Helmuth A. Niederle

Wednesday, August 19, 2009

Spanish Translation

EL MUNDO ES PEQUEÑO




Es siempre placentero si en el país que se va a visitar por primera vez, se tiene tiempo con alguien que pueda introducirte a las hábitos locales. En mi caso, tuve la suerte de contar con la presencia de mi colega eslovaco en la Ciudad de México, y éste cumplió con la promesa de proveer un resguardo temporal en mi viaje hacia lo desconocido.

Después de mi llegada pasamos buenos ratos disfrutando de la cerveza Bohemia y del pozole, de igual manera mi colega me acompaño a la estación de camiones y al camión con dirección a Guadalajara, sede del Congreso del PEN. Con deseos de buen viaje, mi colega no olvido de advertirme vigorosamente sobre dos posibles problemas: no ser robado por ser extranjero antes de entrar al taxi, y aún más importante, no ser robado mientras esté en el taxi. Afortunadamente, lo primero no sucedió y por lo segundo esperé aprehensivamente en la parte trasera del viejo taxi. Estuve reflexionando sobre esta cuestión y mi potencial respuesta frente al mismo y por lo tanto no realice que en un momento estaría tratando con un problema totalmente diferente. Le había dicho al taxista el nombre del hotel, Plaza del Sol, y el buen hombre realmente me llevó ahí, pero a una plaza y parque llamados Plaza del Sol. A las 5:30 a.m. paró el auto, y con un gesto internacional de despedida, me mostró que habíamos llegado. Supe que estaba en problemas. No tenía otro punto de orientación en la expandida ciudad de Guadalajara, con sus millones de gentes – sólo el nombre del Hotel Plaza del Sol, el cual desafortunadamente era el mismo de esa plaza desierta. El taxista recibió mi explicación en inglés de que yo iba a una conferencia de escritores con una natural incomprensión. No tenía nada más bajo la manga. No tenía tampoco deseo de salir con mi equipaje del taxi, pero qué podía hacer, más que repetir de manera débil el nombre Plaza del Sol, a lo cual él asentía de manera afirmativa y me ofrecía a salir del taxi. En un juego de ajedrez, esta situación no tendría ganador.

En la luz gris de la mañana miré alrededor en este país desconocido, en esta ciudad desconocida, a 10,000 kilómetros de casa, por un signo de motivación, algo que alumbrara mi camino. Y lo encontré. El taxi había parado cerca de una fila de pequeños edificios que formaban parte de la plaza. Todos esos edificios eran tiendas o restaurantes, y estaban cerrados y obscuros. Sólo uno, exactamente donde estábamos estacionados, tenía un letrero de neon con la palabra “Slovensko”. Al principio pensé que era una alucinación causada por la falta de sueño. Este letrero no era de esta parte del mundo. Estaba realmente escrito en eslovaco, no estaba en inglés “Slovakia”, o en español “Eslovaquia”, pero en nuestro natal “Slovensko”. Sólo pudo ser escrito por un esloveno que perdió su camino hacía esta parte mucho tiempo antes que yo. Alguien quien ha sobrevivido aquí y construyó un homenaje a nuestra tierra natal. Mirando este mensaje realice que desde ahora no podía errar más.

El hotel con el desafortunado nombre de “Plaza del Sol” estaba, por supuesto, del otro lado de la esquina.


Translation into Spanish by Héctor Portillo Jiménez

Wednesday, August 12, 2009

Danish Translation


En Følelse



Det er kun en følelse, sædvanligvis ikke baseret på en enkelt kendsgerning. Alle har uprøvede recepter på et ideelt liv og en ideel verden. Et Eldorado, et rigt land, et frit kontinent—kort sagt et paradis. Hver og en af os har en privat vision af paradis (selvom lad mig bare sige at jeg er tilbøjelig til at sætte min lid til masseproduktion og forbrugerisme) men vi har alle den samme følelse. Pak et par ting og så afsted, fordi intet er lettere end at forlade leden ved dagligdagsvanerne og begive sig afsted på jagt efter drømmeverdnen. Til forskel fra dem der altid har haft muligheden for at søge lykken hvor som helst i verden, er vi altid I begyndelsen ængstelige. Vi er bare ivrige.

Hvad angår kærlighed ved første blik, så er den bedste medicin at se godt efter nok engang. Sådan er det altså også, når vi som turister og forretningsrejsende færdes i verden, vi stirrer ikke på alting på samme måde som ved første blik, og når vi fokuserer opdager vi en verden som er patenteret overalt. Også de andre –-dem med adresse i paradis—har deres menneskelige problemer. Også de har noget at brokke sig over. Og hvad der er mest overraskende, de har fantasier om paradis –om et andet sted. De drikker en bitter i en jazzklub i London, eller de står foran de allestedsværende McDonalds, måske i Paris. Og vi bliver pludselig slået af en idé, så gammeldags at det er formålsløst at udtale den. Nemlig, hjem er hjem. Sådan er det. Ingen forklaring. Jeg er kun en besøgende her, men jeg er hjemme derhjemme. Her er jeg kun en besøgende, men derhjemme kan jeg være både gæst og vært. Ærlig talt, vi begynder at brænde varm på ideen om at vende hjem., den obligatorisk obduktion af klassens anatomi får os langsomt til at føle, at vi på det nærmeste har set nok – og så er det tid til at tage hjem!

Vi vender hjem og fortæller fulde af begejstring om vores oplevelser. For at sige det som det er, helt opslugt af vores egen talestrøm, lægger vi måske ikke mærke til at de (vores tilhørere) faktisk slet ikke hører efter hvad vi (de rejsende) har at sige; det går ind af det ene øre og ud af det andet. De har deres egne historier og problemer, som rent faktisk nu også igen er blevet vores. Før vi er færdige med at fortælle er dagligdagsproblemerne over os. Nok engang møder vi smagløse bygninger og murbrokker uden for vores dør; vi kører i overfyldte sporvogne, vi argumenterer….

Hvis hukommelsen er i orden begynder vi efter al sandsynlighed hurtigt at tænke i eksempler og sammenligninger. En ny følelse, blandet med en gammel og i uoplhørlig vækst trænger sig atter op til overfladen. Hvis vi er beslutsomme nok eller er så heldige at have ledelsen på vores side, når tiden kommer, vil vi igen være på farten. Og komme tilbage igen. Drevet af en pendulfølelse, der svinger drevet af lige stærke kræfter frem og tilbage mellem skiftende poler.

Når alt kommer til alt føler vi os mest gennemlykkelige 10.000 meter over jordens overflade, i et fly som fører os mod vores smarte nye paradis, eller tilbage til vores genopdagede hjem. Dette langt om længe opdagede paradis er intet andet end hvad vi føler i 10.000 meters højde, uanset den kendsgerning at selv den længste flyvetur vil ende med at vi lander solidt på jorden igen. Altså, de interkontinentale fly transporterer ikke kun passagerer og cargo, men også i tonsvis af uregistrerede og udeklarerede håb og følelser. Det er er derfor ikke så mærkeligt at fly med jævne mellemrum falder ned.

Transl. into Danish by Marianne Larsen